Følelsesmæssig stress i dine relationer: Om at være sammen med andre uden selv at “forsvinde”!

“Når jeg er sammen med andre mennesker, tænker jeg mere på, hvad de har brug for eller hvad de tænker, end på mig selv. Jeg prøver at være et skridt foran i samtalen og har fokus på deres ansigtsudtryk, hvad de siger og hvad deres behov er! Det er som om jeg ryger ind i en rolle og kan bare ikke være mig selv. Det er virkelig anstrengende”

Genkender du ovennævnte beskrivelse er du langt fra den eneste, der lever med denne udfordring!

Jeg vil i nedenstående artikel beskrive mere indgående, hvad årsagen er til, at du måske flere gange om dagen føler dig anstrengt eller “ude af dig selv” i din kontakt med andre mennesker.

Dit forhold til andre mennesker dannes allerede fra, du bliver født. Vi er født med et motivationssystem også kaldet tilknytningssystemet, der oprindeligt er udviklet for at sikre vores overlevelse i det, som var vores evolutionære udviklingsmiljø. Det lille menneskebarn ville dø, hvis det blev efterladt på “savannen” uden beskyttelse fra en voksen.

Disse yderst stærke følelsesmæssige bånd, som du danner til nærtstående voksne påvirker dit selv og din personligheds udvikling. Din hjerne, dit nervesystem, og dine følelser påvirkes i det miljø du vokser op i, og danner såkaldte indre “arbejdsmodeller” for dine fremtidige relationer, særligt i forhold til kommende kærester, ægtefælle og/eller børn. Tilknytning følger os altså gennem hele livet, “fra vugge til grav”.

Når du vokser op i tryg tilknytning, hvor den grundlæggende balance mellem nærhed og selvstændighed fungerer, og du får kærlighed, forståelse, opmærksomhed samt tilstrækkelig frihed til at være dig, vil det afspejles i din måde at være sammen med andre mennesker på senere i livet.

Utryg tilknytning viser sig ved, at de nærtstående voksne ikke er afbalancerede, og de skaber et miljø omkring dig, der indeholder eksempelvis frygt, afstraffelse, mangel på omsorg, stress, vrede, afvisning, ligegyldighed, hån, misbrug e.a.

Grundet tilknytningssystemet, der som førnævnt, sikrer vores overlevelse som mennesker, vil du i dette utrygge miljø vedligeholde følelsesmæssige bånd til dine omsorgsgivere for enhver pris og konsekvensen heraf bliver, at du ubevidst danner beskyttelsesmekanismer, som hindrer dit eget selv i at udvikle sig. Denne tilstand kaldes også “det falske selv”. “Det falske selv” kan eksempelvis give sig udtryk i, at du ikke tør vise vrede som voksen. Du trækker dig fra konflikter eller lader andre mennesker overfuse dig uden selv at kunne få et ord frem. Vrede er en vigtig grundfølelse og er med til, at du kan sætte grænser, hvilket er uundværeligt til bevarelse af din integritet og psykiske balance.

“Det falske selv” kan også give sig udtryk i, at du gør alt, hvad du kan for at behage andre mennesker. Hellere ikke sige din mening, ikke give udtryk for dine behov, samtykke hele tiden end at risikere utrygheden og frygten ved at stå ved dig selv, som jo er blevet et ukendt “land” for dig på grund af din opvækst.

Ovennævnte eksempler på konsekvenser af “det falske selv” er kun få af mange, der kan indvirke på din personlighed, når du er præget af en utryg opvækst. Din måde at være i relationer på som voksen kan derfor blive anstrengt og stressende.

Muligheden for fornyet tilknytning forbliver dog som potentiale i os alle, og hvis de ydre omstændigheder ændrer sig i gunstig retning, kan tilknytningssystemet aktiveres og opstarte en stræben efter helbredelse af “dit selv”. I denne evne til fornyet tilknytning ligger altså den lægende kraft, der, hvis den vækkes til live igen i terapien, kan ændre din fortids grundlagte mønstre.

Psykoterapien kan gøre det muligt for dig at løsne fortidens greb og skabe nye “arbejdsmodeller”, så du ikke føler dig “ude af dig selv” i relationer og kan opfatte dine medmennesker, sådan som de er her-og-nu.